Det er svært at skrive godt. Og en kunst at skrive fængende – om det er til en bog, en artikel eller blot en statusopdatering på Facebook.

Morten Vittrup Lund er seniorrådgiver hos KommPress. Derudover er han også journalist og forfatter til bogen Argentineren, der kom sejlende på en cedertræsplanke og godt klædt på til at rådgive om at skrive, så folk har lyst til at læse det.

- At skrive godt kan lidt forsimplet sammenlignes med at løbe et atletikløb. Det handler om at komme ordentligt ud af startblokken med en indledning, der virkelig fænger og pirrer – men man skal også holde kadencen ved at dosere sine oplysninger rigtigt og bibeholde et godt sprog. Når målstregen nærmer sig, er det vigtigt stadig at have kræfter til en god slutspurt og sørge for at gemme et par godbidder til sidst, så teksten bliver rundet ordentligt af.

- Ofte går en artikel eller en tekst død halvvejs, fordi man bliver overivrig og bruger al krudtet i indledningen for ikke at miste læseren. Der kan man godt dosere sine oplysninger, så man også har lidt fyrværkeri til afslutningen – et godt citat, en anekdote, en aha-oplevelse.

Sådan skal det ikke gøres
Timing og dosering er altså afgørende. Men hvad er det så, man skal undgå, ud over at bruge al ’krudtet’ i indledningen? Hvordan skriver man, så man er sikker på at miste læserne?

- Det gør man bl.a. ved at glemme modtageren og blive for selvfed. De dårligste tekster er som regel dem, hvor afsenderen udelukkende tænker på, hvordan man kan få liret så mange budskaber af som muligt og få sig selv til at fremstå i det bedst mulige lys. Mit råd er at skrue ned for afsenderdiktaturet og i stedet skrive med målgruppen for øje. Og prøv at undgå tungt juridisk eller formelt sprog, indskudte og lange sætninger uden et punktum til at bryde monotonien.

Sociale medier
Mange vil være interesserede i, hvordan man skriver fængende i sociale medier, hvor rammerne er meget kontante. Hvordan sikrer man synlighed i de sociale medier?

- Det gør man bl.a. ved at holde det kort. Ved at bruge billeder og videoer så meget som overhovedet muligt –  og med catchy overskrifter, for det er alligevel dem, folk ser, når de scroller. Og så skal man svare folk så hurtigt som muligt, hvis brugere kommenterer på et indlæg.

- Tag altid udgangspunkt i målgruppen – hvem kommunikerer vi til? Er det kunder? Hvilke kunder? Er det pressen? Vores medarbejdere? Kommende medarbejdere? Tænk altid over, hvad der er relevant for den pågældende målgruppe – hvilke informationer ville de søge? ‘What’s in it for me?’ er ganske enkelt reglen over dem alle. Skub jer selv i baggrunden, undgå floskler og tung management-jargon. Så er man rigtig godt på vej.

 



Har du eller din virksomhed brug for rådgivning til at skrive bedre?

Kontakt Morten Vittrup Lund:
mvl@kommpress.dk / +45 2536 2425